Aktivitet 4 - livhistorie

Aktivitet 4 – min egen livshistorie.

Jeg har valgt i denne aktivitet at fortælle jer, om en kronisk smerte tilstand jeg er født med, og hvordan det har påvirket mit liv. Dette er noget jeg fik besked på at skrive af en læge, så jeg har taget noget derfra, men selvfølgelig skrevet det lidt om. Det er en dagbog, der skulle hjælpe mig igennem en periode i mit liv med rigtig mange smerter. Jeg vil desuden prøve at gøre det så kort så muligt, selvfølgelig. :)

Det gik hurtigt op for mine forældre at der var noget galt med min krop som barn. Jeg kunne nogle meget underlige ting, som om mine led ikke rigtig eksisterede - Men det var først senere at smerterne begyndte at komme. Jeg begyndte at vokse i vejret som 9årig, og det gav konsekvenser for min krop, som desværre ikke kunne følge med. Jeg er født med svær hypermobilitet, som har gjort i min vokseperiode, at min rygrad er blevet skæv. (mere præcis, formet som et S) Jeg begyndte at få ondt i mine knæene og i mit lænd. Mine forældre blev mere og mere frustreret, da ingen læger kunne forklare hvad det var, eller hvor smerterne kom fra. Tingene blev værre og værre, og jeg var tvunget til at stoppe til kampsport, som jeg ellers havde dyrket siden jeg var 6 år gammel. Jeg kunne ikke længere bruge en cykel, og hver gang jeg prøvede at rejse mig, gjordet så ondt at jeg ofte faldt ned igen. Min familie blev hårdt ramt af det – da det var meget svært (især for min far) at være magtesløs, når ens pige har ondt. Jeg begyndte på smertestillende som 11årig cirka.. Jeg var på noget der hedder Gapetin (nervemedicin) og Morfin piller.

Skolen begyndte at gå dårligt, fordi jeg ikke kunne være med til idræt, men også fordi medicinen gjordet mig sløv og meget umotiveret. Så efter 9. klasse, begyndte jeg på gymnasiet i Ribe, hvor jeg blev smidt ud pga. for meget fravær. Jeg fik at vide at jeg ikke vil være i stand til at få børn, og at jeg måske vil sidde i kørestol som 30årig. Det var altså rigtigt begyndt at se mørkt ud for mig.

Som 16årig, var tingene endnu ikke begyndte at lyse op – så fandt jeg et job i et fitness center, hvor der arbejdede en træner, med specialisering i rygsmerter. Han sagde til mig, meget ærligt, at jeg så forfærdelig ud, og hvorfor min holdning var så dårlig. Jeg fortalte ham alt, og han tog mig under hans vinger – hvor det første han gjordet var at sætte min kost om, sådan jeg kunne få renset ud i kroppen af alle de giftstoffer fra medicinen. Jeg fik et træningsprogram, som jeg skulle følge, med ham i hælene, HVER dag og jeg fik endelig én, som lyttede på mig, og hvor mine smerter er. Han fortalte mig at medicinen havde fået mine led til at tørre ud, så der var dannet slidgigt i det meste af min krop, og at medicinen havde haft bivirkning på mig, da min krop ikke har kunne tage det ordentligt ind. Min ryg var på 0 og min krop var som en 80årig, med dårlige hofter, ben, fødder og ryg. 

Men som træningen skød fremad, begyndte jeg langsomt at få følelserne tilbage i mine ben, som ellers konstant var i kramper eller sov og jeg begyndte at sove flere timer af gangen, i stedet for at skulle op hele tiden. Min vægt begyndte at komme på igen, og min krop kunne endelig indtage maden ordentligt nu.

I september 2011 blev jeg indlagt i 3 uger på Gråsten gigthospital, hvor jeg i døgndrift, var omgivet af læger, psykologer og specialister fra alle vinkler og sider. Dagligt skulle jeg følge deres træningsprogram, tale med psykolog, til fysioterapi, gruppe samtaler og andre forskellige slags behandlinger. Der fik jeg endelig, efter snart 10 års søgen, en diagnose på hvad der er galt, hvor henne, og hvad jeg skal gøre. Jeg kan i dag, leve et nogenlunde normalt liv, men har dog smerter hver eneste dag, og hver dag skal jeg træne og spise alle mine forskellige vitaminer og olier. Jeg har en kæreste som har været med på turen siden jeg var 15 år gammel, og en familien som stadig er lige bag mig. Så nu er jeg ikke længere bange, når det gør allermest ondt. Jeg har lært at leve en lille bitte smule med tingene. (selvom jeg stadig godt kan have dage hvor jeg slet ikke kan gå et enkelt skridt, men så har jeg jo heldigvis hjælp herhjemme) Jeg vil nu, pga. træning og kost, være i stand til at få børn engang. Jeg er ikke længere på nogle former for medicin, jeg træner hver eneste dag og jeg kan sove næsten en hel nat igennem. Så gigthospitalet har virkeligt hjulpet mig. Jeg har en meget lang diagnose, som jeg ikke engang kan udtale, men på dansk er det en -skæv rygrad- som giver smerter over hele kroppen. Min krop er stadig i forbedring pga. alt den medicin, som også har givet mig gigt, men jeg er på vej på højkant og det positive humør er her stadig.

Det her er med til at gøre mig det menneske jeg er – efter de her oplevelser har jeg fået et andet syn på livet – jeg har ikke længere ondt af mig selv, fordi jeg er født med en skæv krop, men stolt af mig selv for vejen jeg har nået indtil nu. Jeg vil altid skulle leve med det her, og jeg vil eksempelvis aldrig være i stand til at fuldføre et fuldtidsarbejde, men så må jeg tage den derfra og søge til andre værdier i livet. Det her er en del af mig, og det er hvem jeg er. Jeg kan ikke løbe fra at min krop er helt forkert skruet sammen, men i det mindste jeg er ikke bange for at gå med det, og forbedre det bedst muligt. Min familie og jeg ved i dag rigtig meget om tingene – jeg stoppede først til genoptræning i starten af året, men er stadigvæk i kontakt med gigthospitalet, da jeg nok skal indlægges igen engang, til endnu et forløb. Så vejen er lang og meget af min ungdom blev lidt revet væk af smerterne og medicinen, men det har gjort mig til den jeg er, og det er jeg godt tilfreds med.

Der er selvfølgelig meget mere at fortælle, men det er slet ikke nødvendigt :) Det her var lidt af min livshistorie om en oplevelse der ændrende mit liv. Så får i lige et fint barndomsbillede af mig, med på vejen...

Fortsæt god dag :)